Traumebehandling med kroppen som udgangspunkt

Af Ursula Fürstenwald

 

Somatic Experiencing (SE) er en metode til at behandle traumer via fokusering på
kropslige fornemmelser, somatisk erfaringsdannelse, hvor man sætter kroppens
selvregulerende processer i gang.
I 1997 inviterede OASIS Dr. Peter Levine, grundlæggeren af SE, til en gæsteforelæsning og
en workshop i anledning af OASIS' 10 års jubilæum. Besøget gav anledning til at OASIS
arrangerede en efteruddannelse i SE for en bredere kreds af krops- og psykoterapeuter i
Danmark, herunder 7 behandlere fra OASIS.

Traumer i dyreverdenen

Udgangspunktet i Peter Levines teori og metode er observationer i dyreverdenen. SE er
baseret på den iagttagelse, at dyr i naturen ikke eller sjældent bliver traumatiserede, selv om
de dagligt udsættes for voldsomme hændelser, f.eks. musen der jages af katten, haren der
jages af ræven, eller geparden der forfølger antilopen med en hastighed på op til 100 km i
timen. Når forfølgeren har nået byttedyret og hverken kamp eller flugt er mulig, falder dyret
pludselig om, fuldstændig stiv i en tilstand der ligner død. Dyrene får en immobilitetsreaktion,
hvor nervesystemet samtidig er højaktiveret.
Når dyrene kommer ud af den fastfrosne tilstand, har de en evne til fuldtud at aflade de
kraftigt aktiverede overlevelsesenergier. De færdiggører den stivnende impuls fra tidspunktet
umiddelbart før immobiliteten indtraf. Det er enten at forsvare sig eller at flygte. Derfor ser
man ofte, at et dyr der kommer ud af lammelsen ryster voldsomt, for derefter f.eks. at løbe
planløst af sted (det kan være i forfølgerens gab), eller at vise vrede eller raseri, som
umiddelbart virker umotiveret. Det peger på en iboende instinktiv evne til at opløse traumer.
Denne evne findes også hos mennesker, hvis ikke den blokeres af angst; angsten for at
genopleve den intense følelse af hjælpeløshed.
Den naturlige impuls - at komme ud af situationen - bliver ikke fuldendt, men forbliver
fastfrossen. Derfor opsøger vi ubevidst den traumatiske situation igen og igen for at
færdiggøre (fuldende) impulsen.

Traumer som forstyrrelse af den naturlige livsstrøm

Vores livsstrøm og –energi kan sammenlignes med
strømmen i en flod, afgrænset af to bredder. Floden
stømmer. Nogle gange flyder der mærkelige elementer i
den: Det kan være forurening og genstande, men floden
kan integrere det og transformere det, uden at den
mister kraft eller bliver forhindret i sin strøm.
Når der kommer en traumatisk hændelse ind i
systemet, bliver flodens løb afbrudt, og der sker et
fundamentalt indgreb i systemet, som danner en såkaldt
traumespiral. Man kan sammenligne det med, at man
borer et hul i en dåse, f.eks. flåede tomater, så vil
væsken løbe ud og danne en lille hvirvelstrøm. Kernen
sidder i midten af hvirvlen. Bevæger man sig i
nærheden af den hvirvel, bliver man suget ind og ryger
lige ind i traumekernen, som er forbundet med megen
angst, ubehag og en følelse af intens hjælpeløshed.
For at undgå dette må vi gå en lang omvej, således at vi
ikke kommer i nærheden af traumets sugekraft. Det
betyder på den anden side at vores rådighedsrum bliver
meget indskrænket, og vi bevæger os inden for mere og
mere snævre rammer.

I arbejdet med SE søges der konstant efter ressourcer, som udgør det støttende potentiale til
at løsne traumet. Ressourcen søges i positive oplevelser, personer, situationer, som hos vores
klienter ligger de i fortiden.
Har man fundet frem til en ressource, skal den forankres i kroppen og danne en positiv
hvirvelstrøm ind i livsstrømmen. Denne modpol til traumespiralen kalder Peter Levine for
countervortex. Først når den positive hvirvelstrøm er forankret i kroppen via sanseoplevelser
og kropsfornemmelser, begynder man at nærme sig yderkanten af traumespiralen - igen via
kropsfornemmelser. Man trækker i starten tilbage til den positive hvirvelstrøm, og så vil
processen af sig selv gå i gang ved blot at følge sansningerne. Ved enhver runde vil
sansningen automatisk gå dybere og ved overgangen fra traume til den positive cirkel vil der
ske en forløsning, som ofte bliver synlig ved en lille rysten af forskellige kropsdele. Bliver de
to hvirvelstrømme forbundet ved den rytmiske bevægelse, kan hele ottetal eller
dobbeltspiraler integreres som nye elementer i livsstrømmen.
På den måde går en selvhelende proces i gang, og den energi, der er bundet i symptomerne
(traume-malstrømmen), bliver frigivet og forøger det livsrum personen har til rådighed.

Elementer i arbejde med SE

Forskning har vist, at traumer aktiverer amygdala, også kaldet reptilhjernen. Det er den del
af hjernen, der har med instinkterne og den sensoriske hukommelse at gøre. . Den kognitive
hukommelse er sat ud af kraft. Via sanserne forløses immmobilitetstilstanden, blokeringer og
dissociationer. Noget af den bundne energi frigives, og senere følger en integration på andre
oplevelsesniveauer. Traumet er energi, holdt i kroppen. Symptomet er en manifestation af
bunden energi.

Når arbejdet med Somatic Experiencing begynder, bedes klienten at beskrive de kropslige
sansninger, der registreres i den nuværende situation, når der enten er tale om ressourcer eller
dele af den traumatiske begivenhed. Ved at lade kroppen tale sansesprog, tales til vores
instinktive rødder. Vi taler til reptilhjernen og afbalancerer derved på reptilhjerneniveau.
Derefter bevæger vi os skiftevis fra ressourcefyldte til traumatiske områder, frem og tilbage.
Registrering af sanserne og deres bevægelse i kroppen er den såkaldte ”oplevede
fornemmelse” (felt sense), som danner kontinuitet. Når den ”oplevede fornemmelse” er
etableret, er det muligt at hele processen kan udfolde sig.
Ved hjælp af indre eller ydre støtte kan den indre hvirvelstrøm stabiliseres på sanseplanet.
Med forsigtig støtte, bliver den naturlige rytme genskabt. Bevægelsen mellem de to
hvirvelstrømme, via den oplevede fornemmelse, er selvreguleringens rytme.
Når man arbejder med traumer, er det vigtigt at findosere sine interventioner for ikke at
overvælde det i forvejen højt aktiverede nervesystem og derved risikere en retraumatisering.
Under den oprindelige traumatiske begivenhed foregik alt alt for hurtigt og alt for intenst.
Derfor er det afgørende at tilnærme sig de traumatiske elementer med kun få input og i et
langsomt tempo. Et vigtigt terapeutisk princip formuleres i sætningen: ”Less is more, little is
much."

En person der udsættes for traumer føler en intens hjælpeløshed, derfor er respekt i
behandlingen en forudsætning for at helingsprocessen kan starte. Det betyder at klinten skal
føle sig godt tilpas, få de nødvendige informationer og at terapeuten er velafgrænset.
En forudsætning for at arbejde med traumer efter SE-metoden er, at man kan finde
ressourcer hos klienten. At finde frem til ressourcerne støtter opbygningen af den indre
hvirvelstrøm, hvilket fremmer den helende proces.
Det, der forhindrer os i den forløsende færdiggørelse af den traumatiske proces, er angst.
Angsten holder os fast i den frosne tilstand. I immobiliteten er nervesystemet højaktiveret,
men angsten for den intense hjælpeløshed forhindrer os i forløsningen.
Behandleren er derfor nødt til at frakoble angsten fra immobiliteten. Det sker ved opbygning
af den indre hvirvelstrøm (countervortex). Det er vigtigt at kunne mærke immobiliteten, for
derefter at sætte den opløsende proces i gang.
Kroppen ønsker at fuldende den afbrudte bevægelse, den stivnende impuls, fra det tidspunkt
umiddelbart inden immobiliteten indtraf, dvs. fuldende de naturlige orienterings- og
forsvarsreaktioner som flugt eller kamp. Derfor er det vigtigt at søge efter en begyndende
bevægelse som klienten gøres bevidst om, og derefter bliver bedt om at gennemføre i et
langsomt tempo. Når personen kan mærke immobilitet uden angst, kan den ufuldendte
reaktion afsluttes.
Traumehistorien bruges som adgang til aktivering af nervesystemet og søgen efter en vej til
at komme ind i kroppen. De kropslige reaktioner er lige så vigtige som traumets verbale
indhold.

At arbejde med stærkt traumatiserede og multitraumatiserede klienter, som OASIS
flygtninge er, efter Peter Levines SE-metode er ikke nemt i starten. Dissociative tilstande,
mellem krop og psyke pga. oplevelserne, træder tydeligt frem. Den kropslige sansning er
nærmest ophævet, smerter er den eneste form for kropsfornemmelse, der fungerer. Til
gengæld er den visuelle kanal overstimuleret, billeder vælter uafbrudt ind. Derfor er det svært
at finde en måde at kontakte kroppen, og det er i starten måske kun muligt i et kort øjeblik.
Hvis først det lykkes, kan den tid, der rettes opmærksomhed mod kroppen, udvides.
OASIS vil i løbe af de næste år gøre sig nogle erfaringer ved anvendelsen af SE på
multitramautiserede flygtninge. Flere af os arbejder på at implementere metoden som et af
vores daglige redskab i vores terapeutiske arbejde. Vi har længe været af den opfattelse, at
genopdagelsen af klienternes ressourcer er en væsentlig forudsætning for, at det terapeutiske
arbejde kan lykkes med svært traumatiserede mennesker. Derfor forekommer SE som metode
også yderst meningsfuld for os.