Når børn udsættes for traume

Alt for mange børn, der er kommet til Danmark som flygtninge, lever i skyggen af traumatiske begivenheder, som enten de selv eller deres forældre har været udsat for.

Af Clea Jerlang

Achmed er 7 år, da politiet trænger ind midt om natten og vækker ham og hans far og mor. De begynder at slå og sparke hans far i hovedet, mens hans mor skriger og prøver at få dem til at holde op. Selv står Achmed fastfrosset i et hjørne. Betjentene forsvinder lige så pludseligt, som de er kommet. Med Achmeds far under armen. Det er sidste gang Achmed ser sin far.

Tusinder af flygtningebørn lever sammen med traumatiserede forældre eller har selv været udsat for traumatiske oplevelser så som at have været vidne til tortur af deres forældre. Børnene er stærkt belastede og har brug for hjælp.

Edith Montgomery, forskningschef, ph.d., RCT, satte i sit indlæg fokus på tortur og traumer hos flygtningebørn. Hun påpegede, at et særskilt fokus på børn er nødvendigt, da deres oplevelser og fortællinger om traumer kan rumme andre elementer end de voksnes.

- Børn har deres egne oplevelser. Oplevelser, som består af traumerne i hjemlandet og flugten. Tab og separation fra omsorgspersoner, de er knyttet til samt ændring i forældrenes omsorgsevner, sagde hun.

Internaliserede symptomer

Montgomery har beskæftiget sig indgående med traumatiserede børn. Hendes ph.d. tog udgangspunkt i 311 børn fra Mellemøsten. Børn, som havde været vidne til voldsomme ting som fx., at én af deres forældre blev hentet og aldrig vendte tilbage. Herigennem fik hun indblik i, hvordan børn reagerer på de voldsomme oplevelser, de har været del af.

- De reaktioner, jeg fandt hos børnene, var angst for at være alene, angst for mørke og generel angst. Mange klyngede sig til deres forældre og udviste depressive træk. Det var således internaliserede symptomer, som karakteriserede børnenes tilstandsbillede, sagde Montgomery.

Ofte har børnene ikke fået nogen forklaring på, hvad der er sket, hvorfor de flygter, og hvad der skal ske. Denne manglende information er med til at skabe angst hos barnet, fortalte hun.

Risikofaktorer

Montgomery’s studier viste, at de tre faktorer, som havde størst betydning for, om børnene blev traumatiserede af deres oplevelser, var:

• om de var i flygtningelejr, før de kom til DK (disse er præget af uforudsigelighed, midlertidighed og utryghed).

•  forældrenes torturerfaring

• manglende legemuligheder (bomber etc., forældrene holder dem inde).

 

- Måske lidt overraskende skabte manglende legemuligheder meget voldsomme symptomer hos børnene. Det havde ligeledes betydning, hvor lang tid barnet havde levet i voldelige omgivelser. At bo længere tid i voldelige omgivelser påvirkede således barnets udvikling betydeligt mere end enkelte voldsrelaterede oplevelser, påpegede Montgomery.

Familiemiljøet kan udgøre en formildende faktor i forhold til barnets tilstand. Desværre er dette ofte skadet betydeligt.

Tortur i familien

Når mor eller far har været udsat for tortur, begrænser skadevirkningerne sig ikke til den enkelte forælder. Tortur og organiseret vold påvirker hele familien på mange forskellige niveauer, fortalte Montgomery:

• tortur påvirker forældreevnen (manglende overskud til at sætte sig ind i og dække barnets behov)

• forholdet mellem ægtefællerne påvirkes (personligheden ændres)

• torturen bliver en skjult hemmelighed, der hindrer kontakt (børn kan blive meget sensitive over for det, der ikke må tales om).

• børnene overvældes af forældrenens traumatiske fortid (torturen kommunikeres stadig, selvom der ikke tales direkte om det til børnene. Formidles ikke til børnene på deres niveau).

• forældrene har svært ved at håndtere barnets naturlige aggressivitet og selvstændighed (man orker ikke barnets larm, bevægelser, nysgerrighed osv.)

• familien isolerer sig ofte socialt og er præget af mistro til omverdenen.

• rolleforvirring under og efter en forælders fængsling og tortur (børn får forældrerolle i forhold til småsøskende. Faderen vil nogle gange gerne have ansvaret og andre gerne ikke, hvilket skaber ustabilitet. Barnet ved ikke, hvad det skal forvente).

• tab af tillid og sikkerhed.

Børn og behandling

- Børn skal generelt ikke have behandling, men i nogle tilfælde er henvisning til behandling nødvendig. Det er det, når barnet viser vedvarende symptomer, der hindrer dets udvikling, fx separationsangst, påpegede Montgomery.

PTSD manifesterer sig hos børn gennem symptomer som:

• -desorganiseret og agiteret adfærd

• -tvangsprægede gentagne adfærdssekvenser eller monoton leg.

• -mareridt

• -nedsat interesse i aktiviteter de før viste interesse i.

• -traumespecifik frygt

• -mindsket tillid til sig selv og andre

Hos nogle børn, hvor familiesituationen har været præget af stor håbløshed, har reaktionen været så voldsom, at de er gået fuldstændig i stå.

- En gruppe af asylsøgende børn i Sverige oplevede et gennemgribende funktionsbortfald. De afviste alt - mad, at tale, at bevæge sig, fortalte Montgomery.

Børnene – ni år efter

At børn har været udsat for traumatiske oplevelser behøver imidlertid ikke nødvendigvis at betinge, at de får psykiske problemer som voksne. Det viser en undersøgelse, som Montgomery i øjeblikket er igang med at foretage. Montgomery har stiftet kontakt til de traumatiserede børn, hun mødte for ni år siden. Undersøgelsen er endnu ikke færdigggjort, men de foreløbige resultater er overraskende positive.

- Jeg har ikke fundet PTSD hos nogle i gruppen. Mange har stadig psykiske symptomer, og en tredjedel har gået til psykolog, men generelt klarer de sig rimelig godt. De fleste går i skole eller arbejder og har et socialt netværk i form af både danske og etniske venner, fortalte hun.

 

 

Fra kursus om arbejdet med traumatiserede flygtninge. Afholdt af Videnscenter for Transkulturel Psykiatri i samarbejde med Psykiatrifonden den 9. marts 2005