Ridning og terapi

Kaj Björkman og Rina Mai Mikkelsen

 

På en vestjysk behandlingsinstitution for voksne med alvorlige psykiatriske diagnoser er heste og ridning en stor del af hverdagen. De seneste år er hestene og ridningen indgået som terapeutisk redskab i behandlingsarbejdet på stedet. Tanken om at benytte ridning som et redskab i behandlingen er ansporet af manges års arbejde og erfaring med denne målgruppe kombineret med en stor interesse for heste. Nærværende artikel omhandler netop disse tanker og erfaringer med ridning som et terapeutisk redskab. Den er blevet til i et samarbejde mellem Kaj Björkman fra behandlingsinstitutionen Siersbæklund og psykolog Rina Mai Mikkelsen. Teksten er en samlet bearbejdning af tidligere artikler om emnet, skrevet af Kaj Björkman.

Gennem mange år har det været en ret almindelig antagelse, at ridning og omgang med heste har været en sund og udviklende aktivitet for børn og for den sags skyld også voksne. Efterhånden har det udviklet sig til en fritidsaktivitet og en egentlig sportsgren. At have en hest som kæledyr derhjemme er de færreste forundt. Ridning er nu ofte henvist til at foregå på rideskoler, hestepensioner m.v., og kontakten og omgangen med hestene er således blevet lidt mere fremmedgjort. Ridningen er også på den måde blevet mere resultatorienteret i form af ridestævner og andre konkurrencer. Den almindelige omgang og kontakt med hesten har måske ikke helt den primære plads og opmærksomhed, som den har i forholdet til mange andre dyr. Men de fleste som har med heste at gøre, er helt klar over, hvor meget kontakten med hesten betyder, også i ridesammenhæng.

Ridning adskiller sig grundlæggende fra andre sportsaktiviteter ved det faktum, at aktiviteten indbefatter et andet levende væsen, end den udøvende person. Ridningen opfattes af mange som en solosport, - til forskel fra holdsport. Det er selvfølgelig også til en vis grad rigtigt, men alligevel skal man være opmærksom på, at netop kontakten og samspillet mellem hest og rytter, er af helt afgørende betydning, - også i konkurrencesammenhæng.

Ligeledes adskiller hesten sig i kontaktform på flere områder fra andre ”kæle”dyr. Størrelsen og dens kræfter betyder bl.a., at man som menneske reelt ikke har mulighed for at holde og kontrollere den, hvis den ikke selv vil. Vores fysiske formåen strækker ikke til. Vi  kan ikke alene bestemme over en hest med vore kræfter og vores vilje. Og da slet ikke, hvis vi skal have den til at samarbejde, når vi rider på den. Hvis hesten ikke vil, har vi i det hele taget ingen mulighed for overhovedet at sidde på den. Hesten er i sin natur et flugtdyr. Det betyder, at en naturlig reaktion hos en hest som bliver bange er flugt. Til forskel fra f.eks. en hund, hvis naturlige adfærd er at angribe, hvis den bliver bange. Da vi ikke fysisk kan kontrollere hesten hvis den vil flygte, må kontrollen etableres på anden vis, nemlig gennem opbygningen af en god følelsesmæssig kontakt med den. Kontrollen med hesten ligger i den følelsesmæssige kontakt, og ikke i den fysiske styrke. Hesten må have tillid, og du må hele tiden være parat til på en følelsesmæssig måde, mere end på en fysisk måde, at respondere på hestens forskellige reaktioner.

 

Behandlingsinstitutionen Siersbæklund

Siersbæklund ligger ved Ringkøbing og bliver til dagligt ledet af Gunilla og Kaj Björkman. På stedet bor voksne med store sociale og følelsesmæssige vanskeligheder; ofte med alvorlige psykiatriske diagnoser.

Heste har været en naturlig del af hverdagen på behandlingsinstitutionen gennem de sidste 20 år. I første omgang var hestene primært familien Björkmans personlige interesse og var ikke tænkt som et egentligt ”pædagogisk redskab” i arbejdet med beboerne. Men da beboerne på Siersbæklund også deltager i det daglige arbejde på gården, er en daglig kontakt til hestene en del af hverdagen.

Gennem årene er opmærksomheden blevet mere og mere rettet mod den positive udvikling, som blandt andet kontakten med hestene afstedkom for klienterne på stedet.  Sammenhængen mellem den positive udvikling og hestenes rolle i denne udvikling betød, at man begyndte mere målrettet at anvende kontakten til hesten og ridning som en del af behandlingsarbejdet på Siersbæklund. Det har længe været kendt at ridning havde gavnlig effekt på forskellige former for fysiske handicaps og mange steder tilbyder man da også i dag handicapridning. Men det er altså en relativt ny opdagelse, at heste og ridning kan anvendes som et terapeutisk redskab i forbindelse med alvorlige psykiske problemer. Behandlingsarbejdet med heste på Siersbæklund har på den måde haft karakter af pionerarbejde og Kaj Björkman har da også både undervist og skrevet artikler om den psykologiske baggrund for psykoterapeutisk behandling, hvor heste og ridning kan indgå som et egentlig redskab.
På stedet har man således udviklet et egentlig psykoterapeutisk redskab med hestene og ridningen som udgangspunkt.

På Siersbæklund har man arbejdet med forskellige psykologiske og psykiatriske problemstillinger og har gode resultater, blandt andet i forbindelse med diagnoser som spiseforstyrrelser, OCD (Obsessive-Compulsive Disorder – tvangshandlinger og tvangstanker), andre alvorlige personlighedsforstyrrelser, svære depressioner og lignende.

Ridningen er blevet en integreret del af behandlingsarbejdet på stedet. Det vil sige at samværet med hestene og ridningen indgår i det daglige (behandlings-)arbejde. Lysten til at ride opstår naturligt som interesse for beboerne på Siersbæklund efter et stykke tid og er således ikke noget man ”ordinerer”. Ridningen i sig selv er ikke en terapiform, men en medvirkende faciliterende faktor i behandlingsarbejdet.

Den teoretiske baggrund for arbejdet med heste og ridning har sine rødder i kropsterapi, særligt terapiformen Bodynamics (Psykologisk Set, nr. 42, 2001 omtaler denne behandlingsform i en artikel af Steen Jørgensen og Lennart Ollars) Nogle af de behandlingsmæssige temaer, der bliver arbejdet med på Siersbæklund, er bl.a. kontakt (i mange former), tillid, bearbejdning af angst, samt forskellige aspekter af kontrolbegrebet. Hvordan disse temaer kan anvendes i forhold til heste og ridning, bliver beskrevet i det følgende.

Hvad hesten kan som terapeutisk redskab

Som nævnt er der nogle grundlæggende temaer som hesten egner sig særlig godt til at arbejde med på et mere terapeutisk niveau. Disse temaer er ligeledes aktuelle i stort set alle former for terapeutiske forløb, men inddragelsen af hesten og ridningen som terapeutisk redskab betyder at man kan arbejde med disse temaer på en anden måde end ved traditionel samtaleterapi. Hesten forstår ikke vores verbale sprog, men er afhængig af vores kropslige signaler for at kunne samarbejde. Det betyder, at det terapeutiske arbejde med hesten og klienten i højere grad bliver nonverbalt, hvilket er en klar styrke for de klienter, som har vanskeligt ved  at indgå i en egentlig samtaleterapi, som jo er direkte kommunikation/konfrontation. En klient beskriver, at det bedste ved hendes ”rideterapi” har været, at:
”jeg kan godt snakke om ikke at være tilstede, jeg kan også komme i kontakt med mine følelser og mærke mig selv. Det er en side. Men det er ufatteligt svært for mig at komme tilstede når jeg snakker. Det er ufatteligt svært at få en forløsning i ord til følelser. Ord er i det hele taget ufatteligt svære størrelser at have med at gøre! Ved ridning har jeg ikke snakket, da kom jeg bare tilstede engang imellem og på den måde lært at genkende den tilstand??? Stræbe efter at nå det i andre sammenhænge”.

Kontakt og nærvær

Det helt basale er her det at have kontakt til et andet levende væsen – at have relationer. Kontaktbegrebet bruges jo i mange sammenhænge inden for det psykologiske område, men hvad vil det egentlig sige at være i kontakt?  At være i kontakt er en følelsesmæssig tilstand, hvor man, - gennem at kunne mærke sin egen krop, og dermed sine egne følelser, kan opleve en samhørighed, en nærhed, med et andet menneske. Men under alle omstændigheder går kontakten med et andet menneske, gennem kontakten til én selv. Langt de fleste psykiske og psykiatriske problemstillinger har grobund i en forstyrrelse i kontakten til andre mennesker og dermed til omverdenen, samt i forhold til personens selvopfattelse.
Mange kæledyr har denne kontaktskabende evne til at få sin ejer til at føle sig elsket, accepteret og nærværende, men her adskiller hesten sig fra for eksempel hunde eller katte, nemlig ved ridningen. Ridning giver i udpræget grad en fysisk kontakt og denne fysiske kontakt er jo netop hele grundlaget i ridningen.
At følelser og krop er to sider af samme sag, er en kendt og meget benyttet viden i terapeutisk sammenhæng. Forskellige kropsterapeutiske skoler har gennem de senere år udviklet teorier, som meget detaljeret beskriver dette. Kropsterapi er da også en accepteret og meget anvendt terapeutisk behandlingsform. At have kontakt med sin krop betyder i vid udstrækning at have kontakt til sine følelser. Til forskellige følelsesmæssige blokeringer svarer nøje fysiske, kropslige spændinger og blokeringer. Blandt andet Bodynamics, som er en anerkendt terapiform, beskriver særdeles præcist disse sammenhænge der med udgangspunkt i kroppen, bearbejder følelsesmæssige blokeringer,.
Den fysiske, kropslige kontakt med hesten ved ridning, vil således virke stimulerende på forløsningen af psykiske blokeringer. Ridning kræver i vid udstrækning at falde ind i hestens rytme, at overgive sig til denne. Den kropslige følelse af samhørighed mellem hest og rytter vil påvirke den følelsesmæssige samhørighed i gunstig retning. Man taler da også om, ”at føle sig ét med hesten”.
Gennem ridning og korrekt rideundervisning, kan man påvirke og eventuelt opløse forskellige følelsesmæssige blokeringer, som er bundet i kroppen. For at den proces skal fungere optimalt betinger det dog, at eleven har mulighed for at få bearbejdet de ting som måtte blive forløst gennem rideundervisningen. I den sammenhæng er det derfor vigtigt, at ridelæreren / terapeuten  har  kendskab til psykologiske processer, eller der er en anden person til rådighed for denne bearbejdelse. Korrekt anvendt og forstået vil ridning og rideundervisning kunne betragtes som et naturligt, og særdeles effektivt kropsterapeutisk redskab.

Tillid

Et andet centralt tema er tillid. Begreberne tillid og kontakt er indbyrdes forbundne. Opbygningen af tillid fordrer en positiv kontakt i relation til andre og tillid er en af forudsætninger for at vi kan opleve en tæt og givende kontakt til andre mennesker.
Kontakten til hesten er hele tiden vigtig for at holde fast i tilliden, og ikke blive bange. Kontakt kræver bevidsthedsmæssig tilstedeværelse og følelsesmæssig åbenhed. Hvis kontakten mangler under ridningen er der stor risiko for at hesten reagerer uhensigtsmæssig. Hesten fornemmer og reagerer instinktiv på kontakt eller mangel på samme. En klient beskriver, at,  ”Hesten kræver virkelig, at jeg er nærværende, hvilket jeg har svært ved. Jeg er ikke god til at ”være til stede”. Jeg kan lukke total af, forestille mig at jeg ikke eksisterer. En overlevelses-strategi for bedre at kunne klare pressede situationer. Dette kan jeg ikke gøre i rideterapien; i så fald afslører hesten mig ved at den løber ind til Pia”(instruktøren, red.).

Netop på den måde giver heste og ridning en træning i at forholde sig i en følelsesmæssig åben kontakt, og en træning i at opbygge tillid. Med opbyggelse af tillid og evnen til kontakt, vil ethvert menneske blive bedre i stand til at klare de følelsesmæssige situationer i livet. Uden denne evne til kontakt og tillid vil disse situationer kunne afstedkomme svære problemer, som kan komme til udtryk bl.a. gennem forskellige psykiatriske sygdomme.

Kontrol

Kaj Björkman oplever, at mange af de problemer man oplever hos unge mennesker med psykiatriske problemer, ofte kan relateres til begrebet ”kontrol” – specielt inden for området med spiseforstyrrelser, er det oplagt at netop ”kontrol”, - eller tab af samme, - spiller en væsentlig rolle. At udvikle evne til kontakt og følelsesmæssig kontrol, er netop det som mange psykisk syge har overordentlig meget brug for. De mangler i høj grad evne til kontrol på det følelsesmæssige område. Hos f.eks. personer med anorexi og bulimi er den manglende følelsesmæssige kontrol oftest en medvirkende årsag til lidelsen. Følelsesmæssig kaos, manglende evne til at kontrollere følelserne, betyder at kontrollen forsøges lagt ud i noget uden for sig selv, nemlig maden. Lidt firkantet kan man sige, at det at kunne kontrollere sin mad, bliver en sikkerhed for, at ikke alt går i kaos. Efterhånden bliver kontrollen lagt over i vægten, som så kommer til at styre det liv, som man ikke selv har kontrol over.
Angsten for at miste kontrollen spiller en væsentlig rolle i vores liv, for vore beslutninger, måder at reagere på m.m. Vi oplever alle situationer, hvor vi ”holder sammen på os selv” og vi oplever alle på et eller andet tidspunkt i vores liv, at vi taber kontrollen i forbindelse med kriser, sorg etc.
At kunne kontrollere sine følelser opleves dels som en betingelse for at fungere godt i sociale sammenhæng, og dels kan det være en beskyttelse, en holden sig på afstand af nogle følelser, som er ubehagelige. Kontrol bliver i vid udstrækning til en slags viljebestemt kraftpræstation, som hele tiden er i fare for at briste. Og angsten for at miste kontrollen kan overføres i alle mulige sammenhænge. Men virkeligheden er jo, at vi, - når alt kommer til alt, - ikke kontrollerer alt i vores liv. Tryghed og ro i livet opnår vi aldrig gennem total kontrol.

Virkeligheden er, at gennem tillid, - tillid gennem kontakt, - kan man måske blive så tryg, at man tør slippe kontrollen. Ikke på den måde at man slipper så alt bliver kaos, men lader den angstfyldte kontrol afløse af tillid. Tillid til at det nok går, - til at turde leve livet uden at skulle have kontrol over alting.

Og i denne læreproces kan man næsten ikke tænke sig noget bedre end en hest. At have fysisk kontrol over en hest er umulig. Den er både større og stærkere end os. Den kan bide og sparke, så på et  rent fysisk plan har vi ikke nogen som helst mulighed for at kontrollere en hest, hvis ikke den selv vil. Men hesten vil netop godt lade sig ”kontrollere” hvis den oplever kontakt og tillid.

Prøv at bede en voksen mand eller kvinde, som måske er lidt bange for heste, om at trække en hest. Sandsynligvis vil det ikke lykkes. Han eller hun vil trække lidt i træktovet, men hesten vil sandsynligvis enten blive stående, eller gå den anden vej. Bed så en lille pige, som ikke er bange om at trække den. Helt uden besvær, - og uden at trække i træktovet, - vil hesten straks følge med. At trække en hest kan ikke læres som en intellektuel proces, det er en naturlig handling som kun kan gøres gennem kontakt og tillid.

Så det hesten lærer sin rytter, er at komme i kontakt med sig selv, og dermed også at kunne komme i kontakt med andre. En kontakt hvor begrebet kontrol er overskredet til fordel for begreberne kontakt og tillid.

Angst

Angst er i virkeligheden nok den følelse, som er mest bestemmende og afgørende for den måde vi lever vores liv på. Tænk f.eks. blot på angsten for ikke at have et arbejde, angsten for at mangle penge, angsten for ikke at være god nok, angsten for at gå fallit, angsten for at blive syg, og ikke mindst, angsten for at dø. Hvis vi virkelig begynder at se på den måde vi lever vores liv på, og de beslutninger m.v. som vi tager, vil vi opdage, at vi, i langt større grad end vi er bevidste om, er styret af angst.

Men hvordan kan vi blive bevidste om denne angststyring. Angststyringen hjælper os jo netop uden om de ting, som kunne aktivere angsten, så vi på den måde ikke opdager, at vi er bange. Vi kan ikke umiddelbart se, at vi er begrænsede og styret af vores angst. Styringen kommer kun til udtryk som en begrænsning i vores liv, en begrænsning, som vi måske endda ikke engang bliver opmærksom på. Først når livet ”indhenter os”, en ulykke indtræffer, sygdom eller død, - kan vi ikke styre udenom længere. Vi opdager angsten. Men i de tilfælde vil vi have noget at placere angsten i, noget at give ansvaret for angsten. Angsten kan begrundes, og derved nemmere bearbejdes. Og vi kan måske ”hjælpes” tilbage til troen på, at intet ondt mere kan hænde os. I så fald er der ikke tale om nogen udvikling, men blot en ny vildfarelse. Mange andre, som gennem livet er blevet indhentet af deres angst, kan dog berette, at netop den oplevelse, gennem en grundig og dyb bearbejdelse, tilførte deres liv en ny dimension. Ikke en dimension af tryghed eller fravær af angst, men en dimension af virkelighed, hvor tryghed bliver afløst af tillid. Tillid bl.a. til egen evne til at bearbejde angst og sorg.
En del mennesker er bange for heste. De store dyr, med de mange kræfter, giver naturlig anledning til angst. Men selv om nogle er bange for heste, vil man alligevel ofte opleve, at de samtidig også tiltrækkes af dem. Gennem opbyggelse af kontakt mellem hest og menneske vil man opleve, at angsten langsomt forsvinder. Personen oplever at kontakten til hesten, den følelsesmæssige åbenhed over for hesten, langsomt vil få angsten til at forsvinde. Efterhånden som tilliden opbygges, vil personen også kunne begynde at sidde på hesten, - og ganske langsomt, skridt for skridt, begynde at ride.
I denne proces får personen i virkeligheden en erfaring med at bearbejde angst gennem opbyggelse af kontakt og tillid. Selv om denne erfaring i vid udstrækning sker på det ubevidste plan, vil den alligevel kunne medvirke til, at personen får lettere ved at opbygge kontakt også i andre sammenhænge, og ad den vej overkomme sin angst. Der er så at sige skabt udviklingsmuligheder for en følelsesmæssig større åbning for personen. Det ud fra en tillid til, at den angst der i første omgang opleves kan bearbejdes og opløses, gennem opbyggelse af kontakt og tillid.
Netop oplevelsen af at overkomme sin angst i forhold til heste og ridning, er af meget stor betydning for personer med psykiske problemer. Alle ved, at personlige sejre er med til at opbygge selvtilliden. Men den sejr der opleves her, er en sejr på det indre plan. En sejr over sin egen angst. Og vigtigst af alt, sejren er ikke vundet gennem at kæmpe en ydre kamp, men er vundet gennem at give efter for tiltrækningen og lysten til samvær med hesten, - og langsomt lade angsten vige for følelsesmæssig kontakt og tillid.
En oplevelse af at kunne overkomme sin angst, er af helt grundlæggende betydning. Det betyder ikke, at man ikke mere oplever angst, men det kan betyde, at man ikke længere er så bange for at opleve angst. – Sagt på en anden måde: Man er ikke længere så bange for at være bange. For det som netop sker, når vi ingen erfaring har med at bearbejde angst er, at vi bliver bange for at være bange, og på den måde bliver angsten yderligere dominerende og styrende.

Terapeutisk ridning

Forskellen på ridning og terapeutisk ridning

Skal man definere forskellen mellem almindelig rideundervisning og rideterapi, vil man kunne sige det på den måde, at ved almindelig rideundervisningen, er lærerens opmærksomhed primært rettet mod det mål, at gøre eleven dygtig til at ride, og rideundervisningen tilrettelægges ud fra dette mål.  Ved rideterapi er lærerens/rideterapeutens opmærksomhed primært rettet mod den proces som eleven gennemgår, gennem at få rideundervisning, - og undervisningen tilrettelægges ud fra ønsket om at styrke denne proces.
Ved ridning med psykisk syge eller svage personer, er der flere ting, som vil være meget anderledes end ved almindelig rideundervisning. Forskellige hensyn m.v. vil være af grundlæggende betydning, for at rideundervisningen kan få en så positiv og udviklende effekt som muligt.

Underviseren

Underviserens indsigt i og forståelse for psykiske problemer og deres udtryk er vigtig. Helt ideelt vil det være, såfremt underviseren har en (krops)terapeutisk uddannelse, eller i det mindste indsigt. I så fald vil ridning kunne betragtes som et egentlig terapeutisk redskab i behandling af forskellige psykiske lidelser. Under alle omstændigheder må underviseren have en god indlevelsesevne og kunne udvise stor tolerance. Underviseren skal kunne tage individuelle hensyn, og være i stand til at vurdere eleverne individuel. Forskellige elever vil kunne udvise meget forskellige reaktionsmønstre i forskellige situationer, og underviseren må i de situationer  være i stand til at forholde sig individuel ud fra elevernes forskellige behov. Standardløsninger eller standardsvar vil aldrig virke positivt og udviklende for eleven.
Underviseren skal af temperament være tålmodig, og må selvfølgelig have et indgående kendskab til heste og ridning, herunder et så stort erfaringsgrundlag som muligt. Kendskabet til heste, deres pasning og pleje, er i den sammenhæng vigtigt. Da der her ikke kun lægges vægt på ridning, men i mindst lige så høj grad på kontakten mellem hest og elev, vil det være en stor fordel, hvis hestens pasning og pleje også indgår som en naturlig del af undervisningen / terapien. Det er ikke kun selve ridningen,der er vigtigt. Det handler mindst lige så meget om almindelig omgang  med, og opbygning af kontakten til hesten.

Kontakt mellem hest og underviser

Kontakten mellem hest og underviser er vigtig. Underviseren må kende den enkelte hest godt. Det vil sige, at han må kende dens specielle egenskaber og dens karakter, og vide på hvilken måde der bedst opnås kontakt med hesten, også i situationer hvor der opstår problemer. Underviseren må ligeledes være bekendt med den enkelte hest forskellige reaktionsmønstre i forskellige situationer, herunder hvordan den reagerer når den bliver bange, hvordan den reagerer på andre heste o.s.v.

Hesten må ligeledes kende underviseren, og være tryg og lydhør over for denne. Kontakten mellem underviser og hest er i særdeleshed vigtig, idet det ikke kan forventes at kontakten mellem hest og elev vil være særlig god. Kender hesten underviseren godt, og er en god kontakt mellem hest og underviser opbygget, vil underviseren som regel blot ved brug af stemmen kunne påvirke hesten, herunder klare evt. problematiske situationer. Underviseren vil også ved brug af stemmen kunne påvirke hesten, og således støtte eleven i dennes forsøg på at påvirke hesten. For eksempel vil det være en stor fordel, at hesten kender grundlæggende ordrer som skridt, trav og galop, og lystrer disse.

Underviser og ”elev”

Det er vigtigt at underviseren også er opmærksom på, og giver sig god tid til at komme til at kende den enkelte elev. Det er vigtigt for eleven, at han/hun har et personligt, åben og trygt forhold til den som underviser. Instruktioner i undervisningen vil let kunne komme til at lyde som kritik, og det er let for eleven at komme til at føle, at det der præsteres ikke er godt nok. Tryghed i forholdet mellem underviser og elev vil altid gøre undervisningssituationer lettere.
Når der er tale om meget svage elever eller egentlige psykisk syge patienter er kontakten mellem elev og underviser af specielt afgørende betydning. For at fastholde en så tæt kontakt mellem underviser/terapeut og elev/patient som muligt, er det ofte nødvendigt, at eleverne kun rider én af gangen. På den måde vil underviseren/terapeuten også have de bedste muligheder for at aflæse klientens reaktioner m.v., og anvende det i den videre undervisning og behandling. For mange elever/patienter vil det være helt nødvendigt at blive undervist alene. Den nødvendige indre grundlæggende tryghed og tillid hos eleven er simpelt hen ikke til stede, og han/hun vil således blot droppe ud af forløbet. Undervisningen skal ske under helt trygge og intime forhold, hvor terapeutens opmærksom på klienten hele tiden er fuldt ud til stede.

Det vil derfor være en fordel, at underviseren også på andre måder er involveret i elevens daglige liv og evt. behandlingsproces. Underviseren vil da i langt større udstækning kende den enkeltes problematik, og vil kunne tage det i betragtning ved tilrettelæggelse af undervisningen. Det vil betyde, at den terapeutiske side i rideundervisningen kan gøres mere målrettet til den enkelte elev. Erfaringerne har vist, at en elev gennem ridningen kan lære at bruge en ny, eller måske tidligere undertrykt, side af sig selv. I første omgang som en nødvendighed for at blive bedre til at ride, men herefter efterhånden også i sammenhænge med mennesker og øvrige situationer i livet, hvilket i forbindelse med den terapeutiske ridning er målet i sig selv.

Undervisning og terapi

I denne sammenhæng drejer det sig ikke om at blive så dygtigt som muligt til ridning, på kortest mulig tid. Men det er vigtigt, at rideundervisningen tager udgangspunkt i korrekt ridning og ridestil, herunder korrekt indvirkning på hesten. Rytterens opstillingen på hesten er vigtig. Korrekt kropsholdning hjælper rytteren til at kunne etablere den bedst mulige kontakt med hesten. Ser man på kropsholdning i kropsterapeutisk sammenhæng, vil forskellige psykologiske blokeringer være bundet i kroppen. Disse vil i nogen grad kunne blive forløst gennem at arbejde med korrekt kropsholdning i rideundervisningen.
Mange af de balanceøvelser som man kan bruge i forbindelse med handicapridning, vil også være velegnede her. At træne balance og centrering er i sig selv et terapeutisk redskab. I det hele taget vil alle former for øvelser som giver kropskontakt være gode.

Afslutning

Faren ved pludselig at kalde ridning for rideterapi er stor. Rideterapi er rideundervisning, når den gennemføres med en større viden, bevidsthed og opmærksomhed om psykologiske faktorer for såvel elev som hest, samt samspillet mellem dem. Ridning alene er ikke en ny behandlingsmetode, som vil kunne løse psykiske problemer. Men ridning kan, gennem en dybere forståelse, ses som en naturlig hjælp til mennesker med psykiske problemer. Og med en terapeutisk baggrund og indstilling vil ridning kunne anvendes som egentlig terapeutisk redskab. Men at gøre ridning til en behandlingsform, vil i sig selv let kunne ødelægge den naturlige glæde og personlige oplevelse, som netop er altafgørende for, at ridning har den positive psykiske påvirkning, som tilfældet er.