.

Cutting

 

Cutting; Smertensbarn

Et nyt fænomen er i vækst blandt unge piger. Cutting kaldes det, når pigerne skamferer sig selv med barberblade, knive og glasskår som udtryk for magtesløshed og forkvaklet trang til kontrol over tilværelsen. I Ringe har specialpædagog Mette Jørgensen udviklet en metode, der hjælper pigerne over den blodige afhængighed

Af: Connie Mikkelsen

Louise kniber øjnene i og gaber intenst. Forleden nat sov hun kun to timer fra klokken 04.30 til 06.30, fortæller hun. Resten af tiden lå hun og roterede, mens tankerne tumlede rundt i det 14-årige hoved.
"Jeg tænker meget på mine forældre, når jeg ligger dér. Og på hvordan det havde været, hvis de ikke var blevet skilt, da jeg var tre år..."
"Jeg får også en masse skyldfølelse, over hvad jeg har gjort mod min familie," tilføjer hun.
Så det er ikke så mærkeligt, hvis hun er træt. Louise bruger mange nattetimer på at ligge og gruble og prøve at få brikkerne i hendes private puslespil til at falde på plads. Men det er, ligesom om de bliver ved med at springe op og danne nye, helt forkerte mønstre. Lige for tiden har hun for eksempel afskåret forbindelsen helt til sin mor, og faderen har hun også opgivet at komme i kontakt med.
"Det er altså svært at have to familier, der er så forskellige. De kan ikke blive enige om noget som helst," forklarer Louise, der boede hos sin mor og "halvfar," som hun siger, ind til for et år siden. Så blev hun træt af moderens strenge normer og flyttede over til sin far og "halvmor," hvor friheden til gengæld var total, grænsende til det ligegyldige.
"Men jeg har mange problemer med min halvmor, og min far kan bare ikke tage stilling til noget som helst. Han mener altid kun det, som min halvmor mener," beskriver Louise.

Blodet styrer. Det er cirka to år siden, Louise skar sig for første gang. Hun kan ikke huske de nærmere omstændigheder, siger hun, men sandsynligvis var det efter et skænderi med moderen. Og følelsen af at være i kontrol, den husker hun. At se blodet pible frem, når hun skar med køkkenkniven, gav en vis ro.
"Det skulle bare gå ud over mig selv på en eller anden måde, og når jeg så mit blod løbe, så følte jeg, at dét kunne jeg da i det mindste styre."
Louise trækker op i de lange ærmer og viser sine skamferede underarme frem. Snitsårene ligger som kaotiske korssting blandet med brændemærker, og et enkelt sted danner arvævet tre små bogstaver: HAD.
"Se så her," siger hun og blotter sin højre ankel, hvor et kors til evig tid vil minde om, hvor fortabt og magtesløs hun følte sig som teenager.
"Det lykkedes på en eller anden måde at overbevise mig selv om, at det var det rigtige, jeg gjorde, når jeg skar mig. Ligesom jeg i en lang periode bildte mig selv ind, at jeg kun kunne sove, hvis jeg tog en ordentlig håndfuld Panodiler. I dag kan jeg da godt se, at det er det dummeste, man kan gøre," siger Louise.

En at tale med. I skrivende stund er det halvanden måned siden, hun sidst har skåret sig. Men der gik lang tid, inden nogen opdagede, hvad Louise havde gang i. Det var klasselæreren på den nye skole, der slog alarm for et lille års tid siden - kort efter at Louise var ankommet midt i 7. klasse. Alarmen gik i første omgang ikke til hjemmet, men til specialpædagog Mette Jørgensen. Hun fik en god kontakt med Louise, der i dén grad trængte til en forstående voksen. En, der gad at lytte uden at være fordømmende, bryde grædende sammen eller vende det døve øre til.
"Dengang kunne du slet ikke se, hvad det var, der skete omkring dig," siger Mette Jørgensen og understreger, at Louise ellers er en kvik pige. Det er skam ikke det.
"Louise har bare et bagland, som hun slet ikke kan bruge til noget, og veninderne har ikke den erfaring, der skal til for at guide hende igennem en svær periode."
Mette Jørgensen taler åbent og direkte, mens Louise sidder og lytter.
"Du har jo en temmelig provokerende adfærd, så du kører mange voksne helt ud over grænsen, hvor de til sidst vælger dig fra. Eller du vælger dem fra. Det er en ond cirkel," siger Mette Jørgensen.
Louise protesterer ikke. Hun har fattet pointen. Det er bare svært at ændre adfærd.
"Jeg fortæller Mette alt, og hun er god til at sætte grænser for mig," siger den unge pige, der har en drøm om at blive tøjdesigner. Engang.
"Jeg synes også, du er nået langt, siden vi startede. Du er gladere i længere perioder," svarer Mette Jørgensen, der har en times fast konsultation med Louise om ugen plus det løse, som består af e-mails og telefonopkald foruden en hurtig snak på gangen, når de mødes.
Det er sådan Mette Jørgensen arbejder; med en høj grad af tilgængelighed også i ferier og på fridage og når som helst på døgnet, hvis det brænder på for en af pigerne.
"Jeg tror, det er helt afgørende, at jeg er så tæt på," siger hun.

Voldsom forældrereaktion. På mange måder har Mette Jørgensen overtaget forældrerollen for sine piger. For der er mange som Louise, der går rundt med ar på både arme og sjæl.
I Ringe begyndte det så småt at dukke op i skolernes ældste klasser i foråret 2004, og siden har fænomenet spredt sig som en ondartet epidemi blandt de unge piger. En udvikling, som ifølge fremtrædende eksperter også tegner sig i resten af landet.
"Nogle skamferer også sig selv ved at sprøjte sig med deodorant til det isner hul. Eller de skraber huden af underarmene med en neglefil," beskriver Mette Jørgensen.
Som regel foregår det, når pigerne er alene, og til hverdag skjuler de arrene godt under langærmede bluser.
"Det er rigtig voldsomt. Jeg bruger det meste af min tid som specialpædagog på samtaler med de her piger," siger hun.
"Pigerne har typisk foretaget et helt bevidst fravalg af forældrene. I stedet kommer de til mig, når det går op for dem, at de trænger til hjælp. I mange tilfælde ved forældrene intet om, hvad deres børn går og foretager sig, og når de finder ud af det, bliver de enten dybt ulykkelige eller voldsomt vrede. Eller begge dele på én gang. Og ingen af delene kan pigerne bruge til noget."
"Pigernes erfaring er netop, at forældrene kun reagerer på hand-
linger og ikke på baggrunden for deres børns opførsel," siger Mette Jørgensen. "Så jeg tager den snak med pigerne, som forældrene burde have haft. Om følelser og fremtidsdrømme. Jeg får dem til at fortælle, hvad de gerne vil med deres liv, og så formulerer vi i fællesskab en handleplan for, hvordan de kan nå deres mål."
Mette Jørgensen erkender, at det lyder både simpelt og banalt. Men til gengæld virker det.
"Jeg føler, at jeg gør en forskel for de fleste af de her piger. Ellers var det jo ikke til at holde ud," siger hun.

En broget skare. Mette Jørgensen understreger, at man ikke kan rubricere "cutterpigerne" til nogen socialgruppe. Der er på alle måder tale om en broget skare; Louise for eksempel kommer fra et hjem med veluddannede forældre og har - alt andet lige - gode forudsætninger for at kunne indfri sit mål om en designeruddannelse.
Det brogede billede bekræftes af skolepsykolog i Ringe Kommune, Birthe Nørgaard Andersen, der ser en klar tendens til, at de unge piger i højere grad begynder at skære sig frem for at sulte sig. Hun tilføjer, at der er stor forskel på, hvor alvorligt et nødråb snitteriet er.
"I den lette ende ser vi det som impulshandlinger, som pigerne tager i anvendelse, hvis kæresten slår op, eller de har været i skænderi med forældrene," forklarer hun.
I den tungere ende er snitteriet mere systematiseret.
"Det er de indadvendte børn og unge, som har haft det skidt i lang tid, men som har sendt så svage signaler, at alle har overset dem. De kan bære rundt på en gevaldig smerte og afmagtsfølelse, og for dem skal der ikke nødvendigvis nogen ydre hændelse til som udløsende faktor," siger Birthe Nørgaard Andersen.
Psykolog Kim Lundqvist fra Faaborgs Børne- og Ungerådgivning ser samme udvikling i sit pastorat.
"Billedet er det samme her, og det er noget, vi er meget opmærksomme på. Blandt andet har vi planlagt en temadag, hvor emnet indgår her i slutningen af januar," siger Kim Lundqvist. Han mener, man kan tale om, at anoreksien var 1990'ernes udtryksmåde, mens cutting ser ud til at blive dette årtis svøbe blandt unge med ondt i tilværelsen.

Louise er et opdigtet navn. Den 14-årige pige i artiklen optræder anonymt og ifølge aftale med hendes forældre.

Flere end vi tror
I en stor undersøgelse om unges trivsel, som Center for Selvmordsforskning foretog blandt over 5000 fynske 8.-9. klasseelever og deres forældre i 2002, svarer 17 % af pigerne ja til, at de har erfaring med selvskadende handlinger såsom at tage piller eller at snitte i sig selv. Knapt 5 % af drengene svarer ja til samme spørgsmål.
Fra samme undersøgelse ved man, at meget få forældre er vidende om deres barns selvskadende adfærd. Kun 1,3 % af mødrene svarer ja til dette spørgsmål og 1,6 % af fædrene.
Centerleder Lilian Zøllner, Center for Selvmordsforskning, mener, at tallene giver et troværdigt indtryk af, hvor mange unge, der har prøvet at skade sig selv blandt andet ved cutting.

Børn & Unge nr. 03 / 2006

 

Piger, som skærer i sig selv

Unge piger i teenage-alderen er begyndt at skære i sig selv, når problemerne stiger dem over hovedet. Og det i en sådan grad, at der nu tales om en epidemi. Det er ikke længere kun psykotiske, autistiske og incestofre, der udviser denne adfærd, men mange teenagepiger med lav selvfølelse har enten prøvet, eller vedbliver at skære sig på arme og ben.

Det kan for de fleste mennesker virke modbydeligt og uforståeligt, at pigerne vælger denne løsning, da den ikke umiddelbart synes at kunne give nogen lindring på psykiske problemer. Snarere tvært imod: til den psykiske belastning kommer nu også en fysisk.
Men for unge piger med en diffus angst, depression, aggression, selvhad, indre tomhed, mindreværdsfølelse og nok især ambivalente følelser, (dvs. to modsatrettede følelser, som eksisterer side om side, og er det værste et menneske kan opleve), er det, at skære i sig selv, eller brænde sig på arme og ben med cigaretter blevet en metode til beherskelse af den psykiske smerte, og måske for nogle ligefrem en lystbetonet strategi.
Man kan måske nærme sig en forståelse af fænomenet på den måde, at de selvskadende piger i stedet for en uudholdelig diffus psykisk smerte, får erstattet den psykiske smerte med en fysisk smerte, som de oven i købet kan kontrollere. Hertil kommer, at familie og venner, som måske ikke har været i stand til at reagere på den vagt udtrykte psykiske smerte helt sikkert reagerer, når de ser snitsårene på armene. Mange tror fejlagtigt, at der er tale om selvmordsforsøg, men det er ikke tilfældet. Selvmutilerende piger ved af erfaring, hvor og hvor dybt de skal skære.
Adfærden giver pigen et kick, fordi hun oplever at være i kontrol, i modsætning til oplevelsen af afmagt over for de uudholdelige psykiske problemer. Hertil kommer den lettelse, som aggressionen mod egen krop medfører, fordi der ikke er koblet straf til. I hvert fald ikke i første omgang. At der kommer sår- og ar-dannelse, og at det ser forfærdeligt ud, er en anden sag, som først giver problemer på et senere tidspunkt.
Hvor Cutting tidligere kun eksisterede som et svært abnormt symptom, eksisterer
det nu som modefænomen eller yndlingssymptom blandt unge, og derfor i forskellige grader.
Men de svære tilfælde er kendetegnet ved, at de psykiske traumer ligger før forsvaret fortrængning har kunnet udvikles, hvorfor ambivalens og diffuse psykiske lidelser har nødvendiggjort en strategi, som kunne rumme de psykiske energier, som var knyttet til problemerne. Da selvfølelsen ikke er tilstrækkeligt udviklet, og da pigen til stadighed er afhængig af ydre bekræftelse for at kunne opretholde selvfølelsen, bliver det at skære sig i armen mere logisk og forståeligt, fordi andre straks reagerer med forskrækkelse, hjælp, medynk, indlæggelse, forbinding, dårlig samvittighed, hvis man er forældre osv. Hermed opnår pigen:
1) Kontrol over smerten.
2) Kontrol over andre.
3) Bliver centrum for begivenhederne, og får den nødvendige opmærksomhed til opretholdelse af selvværd.
4) Får flyttet focus fra psykisk smerte til fysisk smerte
5) Får afløb for aggressioner uden at der er koblet straf til.
6) Får tilfredsstillet såvel sadistiske som masochistiske tilbøjeligheder i en og samme handling.
7) Hertil kommer en fysiologisk reaktion, forårsaget af smerten med frigivelse af endofiner, dvs. narkotisk virkende stoffer, som kroppen selv udskiller, og som er med til at fastholde den selvmutilerende pige i problematikken.

Behandlingen må i første omgang tage sigte på at løse op for de umiddelbare eksterne problemer, som kan have været med til at udløse den selvmutilerende adfærd, (det kan være problemer i familien, i de nære omgivelser osv.) og dernæst kan man sætte ind med f.eks. kognitiv terapi.
Behandlingen må anses for at være længerevarende.

 

Selvskadende adfærd er selvbevarende adfærd

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der arbejder med patienter, som skader sig selv. Hovedbudskabet er, at den selvskadende adfærd i patientens perspektiv er en selvbevarende adfærd, og de professionelles opgave er ikke at hindre patienten i at skade sig, hvis de ikke har et lige så effektivt alternativ.

Artiklen er baseret på forfatterens arbejde med selvskadende kvinder og på specialet skrevet i forbindelse med analytikeruddannelsens afslutning i 2006 (The function of self-mutilation. A Jun-gian perspective).

 

Selvskadende adfærd blandt især unge kvinder er blevet tydeligere de senere år. Det er en adfærd, vi som behandlere berøres voldsomt af. Vi bliver ofte fortørnede, vrede, afvisende og angste. Dermed er vi ude af stand til at hjælpe. Hvis vi vil hjælpe dem, må vi møde dem der, hvor de er.

Når vi møder kvinder (og mænd), som skader sig selv i form af at skære sig eller tage overdosis af stoffer og alkohol, vil de fleste af os stå med en masse modstridende følelser, og de fleste af dem er af negativ karakter. Vi vil ofte være fyldt af vrede, være afvisende, måske stå med foragt eller hån i stemmen. Vi gør det, fordi disse mennesker vækker følelser i os, som vi ikke har lyst til at forholde os til - vi forsvarer os.

Søren Kierkegaard har sagt følgende om, hvordan vi bør forholde os til et menneske, som har brug for vores hjælp: "At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst" (1).

Videre siger han i samme tekst, at "Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-Forståen ham slet ikke."

Kierkegaard siger derved, at vi som behandlere er nødt til at starte der, hvor den selvskadende kvinde er, og derfor - som et minimum - må forstå det, hun forstår. Vi må prøve at forstå, hvilken baggrund hun kommer med. Men vi må, som Kierke-gaard siger, også forstå mere end hun for at kunne hjælpe hende. Det er dette, denne artikel har til formål at skitsere.

Jeg vil i artiklen overvejende omtale den selvskadende som kvinde på grund af, at det ofte er kvinderne, der er i fokus i medierne i dag, og fordi forskningen synes at vise, at der er en overvægt af kvinder, som skærer sig selv. Der er dog til dato ikke et stort antal undersøgelser, som forholder sig til fordelingen mellem kønnene, og de foreliggende data svinger fra ingen forskel til en overrepræsentation på ca. 75 pct. blandt unge kvinder (2).

Ingen erfaring med omsorg
Forskningen inden for dette område er ret ung, men det, vi ved i dag, er, at over halvdelen af de kvinder, som er selvskadende, har været udsat for seksuelle overgreb (3,4,5), oftest fra faderen eller en anden nærtstående voksen. Omkring 4 pct. af alle kvinder har været udsat for far-datter-incest i form af egentligt samleje eller samlejeforsøg, og kigger vi på den "psykiatriske population" af kvinder, er tallet oppe på ca. 30 pct.

Det er også klarlagt i dag, at der til tider er en sammenhæng mellem selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser (6,7), således at de kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, før de blev syv år, ofte har bulimi sammen med selvskadende adfærd og også ofte narkotika- og/eller alkoholmisbrug. Kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb efter syvårsalderen (præpuberteten), har oftere en kombination af selvskadende adfærd og anoreksi.

Når dette er sagt, må vi huske, at der er ca. 50 pct. selvskadende (kvinder), som formentlig ikke har været udsat for incest, men - ser det ud til - på anden måde har været bragt i en psykisk set totalt ubærlig situation en eller flere gange, oftest tidligt i barndommen.

Børn, der udsættes for seksuelle overgreb uden for familien, og som lever i rammer, der er støttende og trygge, udvikler stort set aldrig selvskadende adfærd (8). Det samme er tilfældet, hvor faderen eller moderen begår et seksuelt overgreb, men hvor den anden forælder er i stand til at forholde sig til barnet og til det, det har været udsat for.

Kvinder, der skærer sig selv, kommer ofte fra familier, hvor begge forældre selv har haft en meget problematisk og belastet opvækst. Disse forældre har ofte svært ved at håndtere egne og dermed også deres barns følelsesmæssige og psykiske problemer. De selvskadende kvinder har derfor som regel ingen erfaring med, at de omkring dem er i stand til at hjælpe dem eller rumme deres svære følelser. For os som behandlere betyder det, at kvinden selvfølgelig må møde os med stor mistro og afvise vore tilbud om hjælp, noget, som kræver stor tålmodighed fra behandlerens side.

Selvbevarende adfærd
Hvorfor skader de sig selv? Spørger vi dem, vil langt de fleste fortælle, at de skærer i sig selv, fordi de har erfaret, at det at skære sig, så det bløder, giver en øjeblikkelig ro. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange ikke føler smerte i forbindelse med at skære sig! Det er med andre ord ikke den ydre smerte, som giver en lindring af den indre smerte!

Den uro, de rummer, opleves af den unge kvinde af så voldsom en karakter, at hvis den ikke tæmmes og undertrykkes, vil det få katastrofale følger for hende selv og hendes omgivelser. Så den voldsomme og tiltagende spænding, hun i perioder mærker, skal holdes nede med alle midler. Da det er voldsomme kræfter, hun rummer, skal der også voldsomme metoder til, for at det virker. At skære sig selv er en sådan metode. Det er derfor reelt en selvbevarende adfærd, kvinden (manden) udviser. Forhindrer vi hende i at håndtere dette meget voldsomme indre pres på den for hende bedste måde, er der selvfølgelig en risiko for, at hun begår selvmord. De selvskadende kvinder - og mænd - som ender med at tage deres eget liv, gør det, fordi de oplever, at de ikke længere kan holde denne orkan fra det ubevidste i skak, og oplever, at de ikke længere har håb om, at nogen kan hjælpe dem eller forstå dem.

Som hos ofre for krigstraumer og tortur
Hvordan ved vi, at der er tale om så voldsomme indre kræfter? Inden for de empiriske videnskaber har forskningen omkring Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) vist, at selvskadende kvinder og mænd udviser de samme symptomer, som ses under PTSD. Det vil bl.a. sige følelsesmæssig fladhed eller tilbagetrukkethed i forhold til andre samt pludselige genoplevelser af "det oprindelige traume" (flashbacks) eller voldsomme mareridt, som refererer til det oprindelige traume. Hos selvskadende kvinder og mænd er der dog den forskel, at det eller de oprindelige traumer ikke længere huskes (9). PTSD er noget, vi normalt finder hos mennesker, som har været udsat for voldsomme krigstraumer (tidligere blev PTSD kaldt "granatchok") eller tortur. Det vil sige, at PTSD ses hos mennesker, som har været bragt ud i så voldsomme situationer, at psyken har været ude af stand til at håndtere det på normal vis.

En udbredt misforståelse i behandlermiljøet er, at selvskadende kvinder (og mænd) ikke er i stand til at håndtere almindelig anspændthed eller "dagligdags" konfliktsituationer, at disse kvinder med andre ord har en alt for lav tærskel. Det bunder i, at vi som behandlere oplever, at de skærer sig ved blot beskedne belastninger som f.eks. banale afvisninger, eller hvis kæresten slår op med dem. Men det, kvinden står med, er ikke en almindelig belastning. Det, der sætter processen i gang, er udadtil en forholdsvis banal situation, men det aktiverer en indre psykisk tyfon, som udspringer fra et helt andet sted i dette menneskes psykiske liv - fuldstændig som vi ser det hos ofre for krigstraumer og hos torturofre. Det er dette indre kaos, hun må kæmpe med og reagere på, og som hun må tæmme, som hun nu bedst kan - nemlig ved at skære sig, så det bløder.

Følgevirkninger efter seksuelle overgreb
Kigger vi på de tilfælde, hvor kvinden som barn har været udsat for et eller flere tilfælde af seksuelle overgreb/incest, er det muligt dybdepsykologisk at beskrive de processer, som sættes i gang i barnet i forbindelse med overgrebene. Ved de seksuelle overgreb konfronteres barnet på et alt for tidligt tidspunkt med voldsomme seksuelle psykiske energier (i den jungianske terminologi kaldes disse energier for arketypiske seksuelle energier), som ligger i barnets ubevidste. Overgrebet er i sig selv voldsomt og uforståeligt for barnet, men det, der virkelig skader hende, er, at hendes jeg-bevidsthed konfronteres med den (arketypiske) seksuelle energi fra hendes eget ubevidste på et alt for tidligt tidspunkt - længe før hun er i stand til at forholde sig til det, endsige integrere det. Og for at gøre det hele værre, så kan hendes forældre heller ikke hjælpe hende, fordi de selv har store problemer med deres egen seksualitet - som bl.a. udmønter sig i, at der foregår et seksuelt overgreb mod barnet.

De seksuelle energier er - selv for voksne mennesker, som har et stabilt og rimeligt velfungerende ego - svære at styre. Et lille barn har ikke et tilstrækkeligt stærkt ego til at håndtere disse energier, som trænger sig på fra det ubevidste. Hun vil ikke være i stand til at integrere disse. Arketypiske energier, som ikke bliver indoptaget eller forarbejdet på en sund måde i bevidstheden, vil fortsat være meget primitive og voldsomme. Et så voldsomt indbrud af primitive og ubearbejdede energier fra det ubevidste vil oversvømme og omvælte det lille barns endnu sårbare, spinkle ego. Dette vil med stor sandsynlighed resultere i en psykose - en nedbrydning af jeg-bevidstheden. For at undgå dette bliver psyken nødt til at sætte en voldsom nødbremse i værk (10). Udefra set viser nødbremsen sig i de symptomer, vi kender fra PTSD. Her tænker jeg på den følelsesmæssige fladhed (anhedoni) og tilbagetrukketheden fra andre. Psykologisk er der tale om en dissociation, dvs. en voldsom fraspaltning af erindringen om hændelsen eller hændelserne og følelserne forbundet hermed. Dette forsvar fungerer oftest nogenlunde, men i puberteten vil de seksuelle energier fra det ubevidste i sagens natur præsenteres for pubertetsbarnet på ny - som det sker for os alle. Forskellen er blot, at for hende er disse seksuelle energier stadig stemplet som yderst farlige, netop fordi hun i barndommen blev konfronteret med dem på et alt for tidligt tidspunkt. Som barn var hun i stand til via nødbremsen at lægge afstand til de voldsomme psykiske energier, men i puberteten bliver presset kraftigere og vedvarende. For ikke at risikere en psykoseagtig reaktion (det hun oplever som noget katastrofalt, der er under opsejling) må der selvfølgelig "rabiate" midler til - nemlig den selvskadende eller rettere selvbevarende adfærd!

Alt dette forklarer også, hvorfor der hos disse kvinder og mænd er en større hyppighed af gennemførte selvmord. Det er der, fordi disse truende gennembrud enten bliver for ubærlige, eller fordi kvinden forhindres i - eller oplever, at hun forhindres i - at passe på sig selv, fordi hun forhindres i at bruge det eneste middel, hun har erfaring for virker, at skære i sig selv!

At give hende lov til at skære sig ...
Vores opgave er at møde hende der, hvor hun er, og give hende en oplevelse af, at hun er sammen med nogen, som tør være sammen med hende og hendes store indre smerte og kaos. Som tidligere skrevet har den familie og det miljø, hun kommer fra, ikke kunnet rumme hende og hendes kaos. Så vi skal som behandlere prøve at gøre det, som hendes familie ikke har været i stand til, fordi den selv er invalideret.

Vi skal som behandlere ikke forhindre hende i at skære i sig selv, hvis vi ikke har et lige så effektivt alternativ! Det betyder ikke, at vi skal acceptere hendes adfærd som værende god. Vi må vise hende, at vi synes, at det er en ubehagelig løsning, som er uholdbar i længden, men samtidig tilkendegive, at vi kan acceptere, at der her og nu ikke er bedre alternativer til rådighed.

Et eksempel på de alternativer, som nogle gange bliver foreslået selvskadende kvinder og mænd, er at tage en elastik om håndleddet og bruge den til at frembringe smerte ved at "snappe" den mod huden! Det er jo et tamt alternativ til det at skære sig og svarer til at forlange af en løvetæmmer, at han udskifter pisken med et stykke sytråd, samtidig med at vi ikke går med ham ind i løveburet, men bliver stående på den sikre side af tremmerne.

Når vi tør være sammen med hende, selv om hun skærer sig, vil hun kunne få oplevelsen af at være rummet på et helt basalt niveau. Dette kan give hende mulighed for, på et senere tidspunkt i processen, at turde tro på, at vi sammen med hende er i stand til at rumme det indre kaos, som hun kæmper så voldsomt med. Hun vil med andre ord kunne få mulighed for langt om længe at integrere disse voldsomme (farlige) følelser og energier.

Vi skal derfor ikke forhindre hende i at skære sig, fordi vi ikke kan lide, at hun gør det, fordi vi bliver bange for det, hun gør, eller fordi det vækker følelser i os, som vi har det svært med. Det er ikke os som behandlere, det handler om. Det drejer sig om mennesker i stor indre nød, som må anvende voldsomme midler for ikke at gå i stykker.

Det handler ikke om, om hun begår selvmord eller ej. Hun leger ikke med døden, hun ønsker at leve! At vi er bange for, at hun begår selvmord, er vores egen sag. Vores angst bør ikke komme i vejen for hendes behandling. Hvis vi ikke kan rumme vores angst for, at hun begår selvmord, hvordan skal hun så kunne forvente, at vi sammen med hende kan rumme det, der virkelig er smertefuldt. Og oplever hun, at vi ikke kan rumme det, som hun virkelig har brug for bliver rummet, ja, så er hun måske fortabt. Medmindre vi eller hun kan finde andre, som er i stand til at hjælpe hende. Men ellers er der måske i sidste ende ikke andre muligheder for hende end at tage sit eget liv?

I den akutte modtagelse
Hvad med de sygeplejersker, som ikke arbejder i et psykoterapeutisk miljø, og som alligevel møder disse unge mennesker - i de akutte modtagelser eller hos de praktiserende læger. Kan de hjælpe?

Det føles ofte voldsomt og uoverskueligt at stå som sygeplejerske og tage imod disse mennesker. Vi kan som tidligere nævnt blive fyldt med vrede og foragt i sådanne situationer, vi føler os magtesløse. Dybest set er vi også magtesløse, for der findes ikke noget "quick-fix," som kan ændre den situation, den unge kvinde befinder sig i. Men hvis hun for én gangs skyld bliver mødt af et menneske, som accepterer hendes indre kaos, i stedet for at hun bliver vendt ryggen, vil den selvskadende med tiden få mod til at bede om hjælp. Vi må til gengæld acceptere, at vi ikke kan hjælpe hende, før hun selv er parat, før hun tør tro på, at der er nogle, som kan hjælpe hende med at forholde sig til det svære, hun rummer i sit indre.

For personalet i den akutte modtagelse handler det derfor om, hvordan vi møder disse mennesker (jf. Kierkegaard), dvs. den holdning vi bærer med os, og som vi læner os op ad i mødet med den selvskadende kvinde eller mand. Så også sygeplejerskerne uden for de psykoterapeutiske miljøer kan hjælpe i mødet med den selvskadende kvinde eller mand. Egentlig skal der ikke så meget til, før det gavner. Det handler om rummelighed, mere viden og færre fordomme.

I det terapeutiske forløb handler det, som det forhåbentlig fremgår af artiklen, mere om relationen mellem den selvskadende kvinde eller mand og terapeuten end om terapeutens teoretiske udgangspunkt. Hvem kan vurdere, om relationen er holdbar? Det kan kun kvinden (eller manden) selv!


Henrik Balch er speciallæge og arbejder fuldtids som privatpraktiserende jungiansk analytisk psykoterapeut.

 

Af MARIANNE JUHL

NR. 40, 6. - 12. oktober 2006


Hvorfor skærer så mange unge mennesker sig selv i håndled og underarme, eller – i værre tilfælde – også i brystet, benene og ansigtet? Hvorfor går de rundt med barberblade eller glasskår i lommen eller tasken, så de til enhver tid kan snitte sig, hvis de bliver overvældet af indre spænding, angst eller frustrationer? Hvorfor giver det dem et kick eller en rus at mærke kniven glide gennem huden og se blodet løbe ned ad armen? Og – hvorfor breder den sig, denne selvskadende adfærd, der går under navnet cutting?

De spørgsmål får man svar på i bogen At skære smerten bort, skrevet af Bo Møhl, chefpsykolog på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Det er den første danske bog, der beskriver cutting og lignende former for selvskade, og den er bl.a. baseret på Bo Møhls egne erfaringer med behandling af patienter.

Amerikanske undersøgelser viser, at omkring 4 procent af den almindelige befolkning og 14 procent af studerende ind imellem har selvskadende adfærd. I Danmark har vi endnu ikke foretaget store undersøgelser af fænomenet, men vi ved, at der er overvægt af kvindelige cuttere, og Bo Møhl anslår, at der i gennemsnit sidder 1-2 piger i hver gymnasieklasse, som på denne måde forsøger af »skære smerten bort«.

Det er ikke sikkert, at deres lærere eller forældre ved noget om det, for i reglen gør de det, når de er alene, og bagefter skjuler de deres sår og ar under bluser med lange ærmer. Det er til gengæld helt sikkert, at de har brug for hjælp.

Man formoder, at selvskadende adfærd har eksisteret altid, men vi fik først en grundig analyse af fænomenet i 1938 i bogen Man Against Himself, skrevet af den amerikanske læge Karl Menninger. Dengang så man dog oftest selvskade hos desperate psykotiske patienter, skizofrene og dybt depressive. Udover de psykotiske kunne man finde selvdestruktiv adfærd hos unge, der havde haft en meget ustabil barndom med omsorgssvigt, alkoholmisbrug hos forældrene, fysiske og seksuelle overgreb eller anbringelse uden for hjemmet.

I de senere år er der imidlertid kommet en ny og eskalerende gruppe cuttere, som ikke har haft den form for problematisk barndom. De er kendetegnet ved at have et konstant højt stressniveau og en meget ringe evne til at berolige sig selv. De forsøger at presse sig selv til urealistiske præstationer og formår ikke at geare ned og slappe af på anden måde end ved at skære sig og dermed få afløb for en indre spænding.

Mange cuttere har en smertefuld følelse af tomhed eller følelsesløshed, som kan være næsten uudholdelig. En ung kvinde fortalte, at hun var bange for følelsen af tomhed, fordi det gav hende fornemmelsen af, at hun var ved at forsvinde. Når hun skærer sig, føler hun sig i live. Andre fortæller, at når de skærer sig og mærker smerten, distraheres de fra en overvældende, ukontrollabel følelse og får derved dæmpet deres indre spænding. Det er alt i alt lettere at udholde den fysiske end den psykiske smerte. En anden kvinde fortæller, at hun skærer sig stort set hver dag, men brænder sig med en cigaret, når hun har det meget dårligt: »En cigaret gør mere ondt end at skære sig, og det bliver ved. Du kan mærke det lang tid efter. Det er godt, når jeg har det rigtig, rigtig dårligt. Derfor gør jeg det.«

Karl Menninger forudså allerede i 1959, at der ville komme flere cuttere. Han fik desværre ret. Hvad er skyld i denne vækst?

»Det er forskellige forhold i den moderne, vestlige kultur, som begyndte at vise sig netop i 1960erne,« siger Bo Møhl. »Blandt andet anonymiseringen af samfundet. Der er ikke længere en organisk nærhed til andre mennesker i vores samfund. En vis form for tilhørsforhold til et fællesskab i landsbysamfundet er afløst af massesamfundets ensomhed og fremmedgjorthed. Hos nogle mennesker er det med til at skabe en smertefuld tomhedsfølelse, som gør, at de let kommer ud i misbrug af hvad som helst: alkohol, stoffer, skiftende sexforhold, forbrug – det vi kalder ’powershopping’, spillelidenskab og altså cutting. Det særlige ved cutterne er, at de er meget selvdestruktive og stort set alle lider af et voldsomt selvhad.«

Bo Møhl peger også på vores præstationsforhippede kultur. Vi får tudet ørerne fulde af, at vi selv har ansvar for, hvordan det går os i alle livets forhold. Vi har selv ansvaret for at vælge den helt rigtige livsbane, den helt rigtige kæreste, det helt rigtige job. Vi har selv ansvaret for, om vi er sunde eller syge, og allerede fra den tidlige barndom får vi ansvaret for egen læring. Hos de unge giver det sig udslag i et konkurrenceræs på næsten alle baner: hvad de har af tøj, hvad de spiser, hvad de får af karakterer, hvor populære de er osv. osv.

»Et ungt menneske – og det er som sagt oftest en ung kvinde – med en lav selvfølelse og en lidt svag identitet vil forsvare sig ved at opbygge en facade. Og typisk klarer hun sig godt på overfladen. Men hun slås med lavt selvværd og urealistiske ambitioner. Og hvis der så pludselig går hul på facaden – det kan være, at en kæreste forlader hende – så bliver hun konfronteret med den totale fiasko og kommer til at se det hele som sort-hvidt. Selvhadet, følelsen af, at ’jeg er ikke god nok’, springer frem, og så ser vi undertiden, at hun ikke bare snitter sig i håndleddet, men hakker sig med en kniv op ad hele armen.«

Udover præstations- og konkurrenceræs som karakteristika ved tiden lige nu, nævner Bo Møhl også den kulturelle frisættelse, opløsningen af tidligere fælles værdier som Gud, konge og fædreland eller gamle dyder som varige venskaber, trofasthed i kærlighedsforhold, stærke familiebånd. Meget af det har vi kastet over bord, og også dét har medvirket til en stigende individualisering, som skaber rodløshed og samtidig pålægger den enkelte et ansvar, som nogle har svært ved at bære:

»Vi ser da også, at mange cuttere kommer fra ambitiøse miljøer, f.eks. nord for København,« siger Bo Møhl, »hvor de i princippet skulle have gode udfoldelsesmuligheder, men hvor der altså også foregår en hård ’alles kamp mod alle’. Unge fra disse miljøer har ikke været udsat for den form for omsorgssvigt i barndommen, som man så tidligere, med f.eks. alkoholmisbrug eller seksuelle overgreb. Til gengæld er de måske vokset op med to meget travle forældre. Det kan give tab af nærhed, tab af mor, tab af en rummelig familie og tryg kontakt. Nogle af disse familie-, kultur- og samfundsforhold er jo relativt nye, så konsekvenserne er først lige begyndt at vise sig. Men desværre ser det ud til at gå stærkt nu. Antallet af selvskadere er simpelthen eksplosivt stigende.«

Der mangler en stor og tilbundsgående undersøgelse af, hvor galt det står til med fænomenet cutting i Danmark, en undersøgelse, som Bo Møhl håber på, bliver iværksat snarest muligt. Problemet er nemlig også, som det har været tilfældet med det lignende fænomen anoreksi, at cutting ’smitter’. Når flere og flere går rundt med stærke indre spændinger, vil flere og flere vælge den metode, de hører om. Eller ser. Cutting optræder bl.a. på flere af de musikvideoer, der er beregnet på et ungt publikum. Bo Møhl fortæller bl.a. om en musikvideo, hvor en af deltagerne snitter sig i hånden og sætter blodaftryk op på en væg. Og på en anden video ser man en person, der trækker et barberblad og flænser huden hele vejen op ad armen.

– Hvordan beskriver de unge cuttere selv deres psykiske tilstand?

»Det er karakteristisk, at de har meget svært ved at beskrive den. De mangler ord, de kan simpelthen ikke sætte ord på følelser. Men de kan f.eks. sige, at de har en indre smertefuld følelse af, at alt er ligegyldigt. De kan ikke mærke noget. Kun gentage ordet tom, tom, tom. Det ligner lidt en depression, men det er noget andet. Cutting er heller ikke selvmordsforsøg. Det er nærmest det modsatte: et forsøg på at overleve trods den indre smerte, en form for selvmedicinering. Ofte

siger de til os: ’Hvorfor kan jeg ikke bare blive ved med det? Det hjælper mig jo.’ Så må man jo prøve at få dem til at forstå, at det måske hjæl-per her og nu, men ikke på længere sigt. Prøve at få dem til at se fem år frem i deres liv.«

– Hvordan kan behandleren hjælpe dem?

»Man kan prøve at finde nogle mere konstruktive coping-metoder, altså andre måder at håndtere den indre smerte på. Finde nogle erstatningsting, de kan gøre i stedet for at skære og snitte. Lære dem nogle færdigheder i relationer til andre mennesker, lære dem at bære en konflikt. Det er typisk for dem, at de vil handle sig ud af smerten, fordi de mangler evnen til mentalisering, dvs. til psykologisk og tankemæssig bearbejdelse af tilstanden. De vil bare have en her-og-nu lettelse og handler derfor meget impulsivt.«

– Udover at den fysiske smerte ved cutting så at sige flytter opmærksomheden væk fra den psykiske, indre smerte, så kan det også give et kick, et sus, at skære sig. Hvorfor?

»Ja, det kan opstå, når man har skåret sig i nogen tid. Så aktiveres kroppens eget smertedæmpende morfin-system, de såkaldte endorfiner, der betyder at cutting kan føles som at tage heroin eller andre morfinpræparater. Det sætter så gang i både afhængighed og abstinenser ved pludseligt ophør.«

Man har talt om, at den største katastrofe i den moderne kultur er tabet af empati, dvs. indføling i andre menneskers tilstand, forståelse for andres følelser. Det kan efter Bo Møhls opfattelse også være en del af miseren omkring selvskadende adfærd.

– Når cutting nu ser ud til at være en adfærd, som i hvert fald delvis har udspring i tidens kultur og samfund, bør der så gøres noget, ikke bare for den enkelte cutter, men mere overordnet?

»Jeg kunne godt forestille mig, at man finder en måde at orientere om problemet i skolerne. Stykker et godt program sammen, som kan bruges på forskellige klassetrin. Der er to svenske psykologistuderende, som har forsøgt med færdighedstræning på gymnasieniveau. I det øjeblik emnet kommer ind på skolerne som officielt program, kan de unge også bedre tale om det indbyrdes, øge opmærksomheden omkring det, medvirke til tidlig opsporing. I dag er fænomenet både underrapporteret og underdiagnosticeret, og det hænger bl.a. sammen med, at cutterne selv føler, at det er skamfuldt. Det er nemlig en myte, at cutterne skader sig selv for at skabe opmærksomhed og medfølelse. Det sker kun i sjældne tilfælde. De fleste skjuler det.«

– Du er også inde på, at det professionelle behandlingssystem ofte reagerer meget negativt på cuttere. F.eks. har du et eksempel på, at man syr cutterens sår sammen uden bedøvelse, ’når hun nu er så glad for smerte’. Hvorfor den negativitet?

»Mange mener, at cutterne selv er ude om det. De kan da bare holde op. Men ofte skyldes det dårlig forståelse af, hvad cutting er, eller en blanding af vrede og hjælpeløshed over for disse ofte meget provokerende teenagere. Og de er meget svære at behandle. Det tager lang tid, der er mange tilbagefald, og ikke mindst det sidste er en hård prøve for kollegers og pårørendes tålmodighed.«